Bloggen
Læs
specialet
Tirsdag den 9. sep.
Sikke længe siden vi har skrevet i vores
specialeblog! Flere har efterspurgt hele
vores speciale. Det er vi meget glade for.
Det bedste er jo hvis det bliver brugt til
noget. Derfor har vi nu lagt et link op til
hele specialet. Vi er altid nysgerrige efter
at vide, hvad folk bruger det til, hvilke
kommentarer de har mv. Så send os endelig en
mail, hvis det lykkes for dig at få læst det
igennem.
Download specialet her
Det blev
en 10'er
Mandag den 6. marts.
Efter lang tids venten fik vi endelig vores
karakter. Vi havde besluttet IKKE at gå til
eksamen og måtte derfor vente på brevet med
vores karakter. Brevet kom en torsdag og vi
fik hurtigt ringet sammen og aftalte at
mødes samme aften så vi kunne åbne brevet
sammen. Vi var meget glade og tilfredse da
vi så vores karakter. Et 10-tal var vores
mål fra start. Det var det vi gik efter. Så
det var en dejlig afslutning på en laaaang
proces.
Nu er det blevet hverdag igen
og vi er alle sammen travlt optaget med
vores nye hverdag og vores nye jobs. Vi har
sendt specialet ud til vores cases og håber,
at de også får gavn af vores speciale og at
det kan gøre en forskel i deres arbejde med
at fremme innovation.
Specialet
er afleveret
Mandag den 17. dec. Så
kom dagen. Vi har afleveret specialet i dag
på RUC. Det er en meget mystisk fornemmelse.
På den ene side er man glad for at få det
overstået så vi kan holde jul med god
samvittighed men på den anden side bliver
der også et kæmpe tomrum. Men for pokker,
hvor det føles dejligt. Det er specielt
dejligt at vinke farvel til den trofaste
ven: "Den dårlige samvittighed" man har
slæbt på i så mange år. I morgen mødes vi for sidste
gang i specialekælderen for at hente alle
vores bøger og mødes senere igen for at
fejre at vi har afleveret specialet.
Sidste
fase...
Onsdag den 12. dec. Vi
er kommet ovenpå igen efter en lille nedtur
inden weekenden. Vi har rettet, rettet og
rettet og det begynder, at se rigtig godt
ud. Vi har også fået inddelt specialet så
det nu fremgår, hvad vi hver især er
ansvarlige for. Det var godt nok noget af et
pudsespil og et kæmpe regnestykke der skulle
gå op. Men efter et par timer lykkes det.
Og, hvis vi lige skal give en
erfaring videre til andre, der skal i gang
med at skrive speciale: HUSK at aftal, hvad
litteraturlisten skal indeholde fra start af
og skriv alt det ned I har aftalt! Vi har
ikke været særlig gode til at få skrevet alt
info ned fra den litteratur vi har brugt og
nu da de fleste bøgerne er afleveret er det
møg svært at hitte ud af. Det er nu ved at
lykkes. Men det har godt nok taget lang tid.
Status er, at vi nu har
skrevet alt og rettet alt igennem. Men... vi
ved, at der ALTID gemmer sig nogle "upser."
Vi har derfor delt specialet op i tre lige
store bunker, som vi hver især har ansvaret
for at se igennem for eventuelle "ups'er",
som vi retter ind i morgen. Så bliver det
spændende om der er noget.
Time out
Fredag den 7. dec. Så
skete det. Reservebatterierne løb tør i dag.
Vi mødtes for at gennemgå vores engelske
resume og snakke om det vi havde skrevet i
vores konklusion + lave noget af det der
står på den stadig ret lange huskeliste. Vi
nåede ikke så langt. Vi var bare TRÆTTE og
kunne slet ikke tænke klart. Vi forsøgte
lidt - men måtte kaste håndklædet i ringen
og konstatere at vi nu havde brug for at
holde tidlig weekend. I weekenden arbejder
vi hver især med vores to-do-ting og mødes
friske og klare i hovedet efter weekenden
igen, hvor vi giver den en sidste skalle.
Godnat her fra
Fuck det
tager lang tid
Onsdag den 5. dec. Der er to uger til vi skal
aflevere. Vi har tilmeldt os eksamen i dag
da man skal gøre det to uger før man
afleverer.
Vi nåede vores deadline den
1. december og havde dermed skrevet hele
første udkast til specialet. Vi brugte
weekenden og mandag på at læse det hele
igennem og mødtes tirsdag for at begynde at
gennemgå de forskellige rettelser vi hver
især havde til det vi have læst.
Vi er stadig i gang med at
indføre rettelser til første udkast af
specialet. Det tager laaaang tid. Vi sidder
tre personer, med hver vores rettelser og en
computer, hvor det hele skal skrives ind!
Når vi
det?
Torsdag den 29. nov. Der er ikke længe til at vi skal aflevere
nu. Vi har en deadline der hedder, at første
udgave af et samlet speciale skal være
færdigt den 1. dec. Det satser vi stærkt på
at nå.
Første udkast til analysen er nu lavet. Vi
mangler at skrive vores diskussion og
konklusion. Derudover mangler vi en del små
ting, som voers casebeskrivelser, samt det
engelske abstract vi skal skrive og at
opdatere vores litteraturliste og
bilagsliste mv. Planen er at vi får det
færdigt og bruger nogle dage på at læse
specialet igennem fra start til slut og få
fanget de fejl om mangler der sikkert er.
Derefter retter vi det igennem og torsdag
eller fredag sender vi specialet til endelig
korrekturlæsning.
Det er skønt at kunne se en
slutning på det hele. Men vi mangler stadig
for meget til at vi rigtig tør glæde os
endnu.
Vi er
speciale-skadet
Torsdag den 22. nov. Ømme håndled arme og
skuldre... Det er smertefuldt at skrive
speciale!
Vi sidder
stadig med analysen. Første udkast skal
gerne ligge klar i weekenden. Vi kan godt
mærke at det begynder at tage hårdt på
kræfterne nu og vi begynder at se frem til
at vi er færdige.
Vi er blevet
kontaktet af en gruppe bestående af fire
offentlige ledere fra den ”virkelige verden,
” som er i gang med at skrive en opgave der
minder meget om vores speciale. De ville
høre om vi havde lyst til at udveksle
erfaringer. Selvom vi pt. er ret pressede
kunne det være fedt at mødes med dem. Også
for at drøfte de ting vi kommer frem til med
dem, som jo sidder i den virkelighed vi
prøver at indfange og komme med anbefalinger
til i forhold til innovation.
Sidste
vejledermøde inden aflevering
Fredag den 16
nov. I dag havde vi
vejledermøde. Vores vejleder havde ikke de
store ting til det vi havde sent ham. Han
sagde, at det vi havde lavet indtil nu var
meget, meget godt. Han glædede sig dog til
at se noget empiri og til at finde ud af,
hvad vi har fået ud af alle vores
interviews.
Vi spurgte ham om, hvor der
evt. var noget der kunne slettes i opgaven,
da vi jo kæmper en kamp med det begrænsede
sideantal vi har. Desværre havde han,
ligesom os, svært ved at se, hvor vi kunne
slette noget. Han anbefalede os at vi
skyndte os at få skrevet vores speciale
færdig og først derefter begyndte at se,
hvor vi kan slette og hvad vi kan kaste i
bilag.
Derudover fik vi snakket lidt
med ham omkring det, at hvis vi vælger ikke
at gå til eksamen og forsvare specialet så
skal vi angive hvem der har skrevet hvad.
Det er helt nyt for os og vi synes det er
MEGET underligt. Det er jo et fælles
speciale vi afleverer. Endvidere tager det
tid at inddele specialet i, hvem der har
skrevet hvad. Den tid kan godt bruges bedre
i forhold til det indholdsmæssige.
Nu er planen bare at få
skrevet den analyse færdig. Og vi glæder os.
For det er godt nok en hård proces. Vi har
normalt altid arbejdet med 1 ting der skal
undersøges i 1 case. Denne gang arbejder vi
med 5 ting der skal undersøges i 3 cases.
Puhhh...
Forsøger
at få overblik
Torsdag den 15. nov.
Det er længe siden vi sidst har skrevet. Det
er fordi vi knokler. Vi er gået i gang med
analysen. Det er svært at skabe sig et
overblik over de mange interviews og endnu
svære at begrænse sig. Heldigvis har vi fået
den gode nyhed at en normal side er 2400
anslag. Efter en optælling af anslag fandt
vi frem til at vi har flere sider at gøre
godt med end vi havde troet. Det drejer sig
om 10 sider ekstra. Det er ikke så meget -
men det er bedre end før.
I morgen skal vi til
vejledermøde og er spændte på, hvad vores
vejleder har af inputs.
Bliver det
et problem
at holde os under de 100 sider?
Fredag den 2. nov. Vi var rigtig flittige i dag
i vores specialekælder. Vi nåede det vil
skulle. Vi gennemgik de kapitler der er
skrevet udkast til og fik givet hinanden
inputs til forbedringer.
Vi synes selv det
begynder at se rigtig godt ud. Det står
dog helt klart at vi virkelig får et
problem med holde os under de 100 sider,
som vi skal.
Det bliver derfor med
kritiske øjne og med et skarpt
sletteblik når vi kigger på det vi har
skrevet igen.
På mandag starter vi
på at læse de 200 siders referater af de
interviews vi har foretaget. Når det er
læst starter vi på vores analyse.
|
Lone & Signe i
specialekælderen den 2. november |
Kun en
måned + en småkage tilbage....
Torsdag den 1. nov. Det er ret uhyggeligt, at vi nu skal skrive
1. november. Det betyder at der nu kun er en
måned og et par dage til vi skal aflevere
specialet. I denne uge har vi knoklet på at
få skrevet referater af de sidste
interviews. Det er nu klaret.
I morgen mødes vi i vores kælderlokale for
blandt andet at drøfte metodekapitlet.
Derudover skal lægge en plan for alle de
ting vi mangler at få styr på og tale om,
hvordan vi skal gribe vores analyse an. Det
bliver rigtig spændende at komme i gang med
analysen.
Alle 20
interviews er gennemført
Mandag den 29. okt. Vi har nu gennemført 20 interviews i alt
i de 3 cases med ledere og medarbejdere. Vi
mangler nu kun at gennemføre 1 interview.
I sidste uge har vi knoklet
med at få de sidste interviews i hus. Vi var
blandt andet i Integrationsministeriet for
at gennemføre vores første interviews. Det
var en rigtig god oplevelse.
Interviewpersonerne var meget venlige og
åbne over for deltage og så er det jo en
meget spændende arbejdsplads i forhold til
vores speciale.
Denne uge står på
referatskrivning af de mange interviews og
forhåbentlig når vi også at få afsluttet
nogle af de mange andre kapitler der stadig
mangler en sidste gennemskrivning og så -
hvis vi er rigtig gode, vil vi kunne komme i
gang med at behandle vores empiri.
Første
nyhedsbrev sendt ud
Fredag den. 19 okt.
Første nyhedsbrev er i dag sendt
ud til alle dem der har tilmeldt sig vores
nyhedsbrev.
LÆS DET HER >> Vi havde regnet med at
sende et ud hver måned, men tiden er gået så
stærkt. Men nu er det første ude. JUBIII!!!
Vi har
været i vores specialelokale 3 gange denne
uge. Det fungerer rigtigt godt. Vi er
produktive og så er det rigtigt hyggeligt at
sidde sammen. Det har taget hårdt på Signe
og jeg (Pernille) at Lone nu er hjemme igen.
Hun er ALT for frisk og fyldt med energi. Vi
mødes kl. 8 om morgenen nu... Det er altså
ret tidligt... Det kræver lidt tilvænning.
I næste
uge skal vi foretage interviews HELE ugen.
Både hos integrationsministeriet og på en
genbrugsplads. Det bliver spændende at høre
hvad de forskellige har at sige. Men tanken
om hvor mange timers resuméskrivingen af
interviews der venter er ikke just
opmuntrende.
I en
kælder sort som kul
Tirsdag den 16. okt. aller dybest nede
… Ja, der sidder vi og skriver speciale. I
dag har vi for første gang længe været
samlet i vores specialelokale (som er i en
kælder). Selvom der er lidt mørkt og koldt
tror vi bestemt at det skal blive godt når
vi kan sidde sammen og skrive på specialet.
RUC har
ellers specialelokaler til deres studerende
men åbenbart ikke til os. Tror man skal
skrives op til det når man starter på RUC.
Vi kontaktede dem i maj måned vedr. et
lokale til os, men har stadig ikke hørt
noget selvom vi har rykket dem. Vi når da at
aflevere op til flere gange inden de finder
et lokale til os.
Status
er, at vi fortsat har travlt. Men det ser
lysere ud. Vi har nu booket de fleste af
vores interviews og regner bestemt med at få
alle i hus inden udgangen af november måned.
For få dage siden anede vi slet ikke om vi
overhovedet kunne alle vores interviews så
det er bestemt en kæmpe lettelse.
I dag
har vi siddet i vores kælder og skrevet
referater af de interviews vi foretog i
sidste uge. Det er lidt af en dræber, men
noget der bare skal gøres. Vi har også
kigget mere på tidsplanen, som jo er rykket
lidt pga. de interviews vi ikke har kunne få
booket før nu. Men vi gasser op og er stadig
ved godt humør.
Tidsplanen
skrider
Tirsdag den 9. okt.
Der er ikke sket
meget på specialet siden sidst. Vi er havnet
i en rigtig ubehagelig situation, som nu er
blevet meget kritisk. Planen var at vi
skulle gennemføre interviews i august og
september så vi kunne komme i gang med vores
analyse og alt det andet halvfærdige vi har
hængende. Men trods adskillige henvendelser
til vores cases har vi endnu ikke fået
tilbagemeldinger og har dermed ikke kunne
gennemføre alle vores interviews. Vi håber
virkelig på at det kan nås i oktober. Det
skal det. Ellers er vi virkelig på røven.
Som konsekvens af dette har
vi besluttet at droppe vores
spørgeskemaundersøgelse. Vi kan ikke nå det
og en vi har valgt at prioritere de
kvalitative interviews, da den metode er
bedst i forhold til vores undersøgelse. Det
er lidt trist. Vi har brugt meget tid på at
lave spørgsmål og fået hjælp fra
Comptencehouse til opsætning og behandling
af dataene. Men sådan må det være. Vi kan
ikke alt hvis vi gerne vil aflevere i
december.
På besøg
på plejehjem
Fredag den 14. sep. I onsdags var vi ude at
interview forstanderen på det plejehjem vi
skal anvende som case. Det var meget
spændende og vi fik afdækket vores
interviewguide. Innovation virker ikke som
et fremmed fænomen for dem. De anvender
måske ikke lige innovationsbegrebet som
andre virksomheder måske gør. Det er sund
fornuft for dem - hele tiden at gøre det
bedre. Samtidig er der også grænser for,
hvor meget der kan fejles og
eksperimenteres. Det handler jo om mennesker
og deres ve og vel. Samtidig er der også en
række etiske problemstillinger når der
arbejdes med ældre, ofte demente borgere,
som ikke altid kan give et rationelt
samtykke.
Men alt i alt var det meget
spændende. Og igen RIGTIG rart at komme i
gang med de interviews. Vi fik også aftalt
nogle flere interviews med plejehjemmet i
næste uge. Vi er fortsat sygdomsramte. Det
kører på skift. Signe er nu i karantæne til
hun bliver rask igen. Jeg (Pernille)
indleder den sidste uge som ugift. Om 8 dage
sker det. Det kribler i maven og der er en
masse der liiiige skal på plads. Jeg er
derfor ikke liiige så flittig med det
speciale. Men vender stærkt tilbage.
Første
interview gik godt
Tirsdag den 11. sep. I dag drog Signe og jeg
(Lone) til Amagerforbrænding for at
gennemføre vores første interview. Forinden
havde vi været forbi Pernille for, at pudse
de sidste detaljer af – vi var forberedte
til fingerspidserne. Interviewet gik rigtig
fint, vi nåede igennem alle vores spørgsmål
og vi fik en spændende samtale. Interviewet
viste at der er behov for, at præcisere
enkelte af spørgsmålene i vores
interviewguides, men at guiden ellers i det
store hele fungerer. Den store
empiriindsamling er således skudt i gang og
i morgen går turen til Gentofte, hvor vi
skal fortage endnu et interview med vores
anden case: Egebjerg plejehjem.
Sad fast i
elevator
Onsdag den 5. sep.
Så har vi også prøvet at side fast i en
elevator i integrationsministeriet. Til
trods for denne noget ubehagelige oplevelse
havde vi et rigtig godt møde. For Signe og
Lones vedkommende fortsatte turen mod RUC
til vejledermøde. Mødet gik godt og vi fik
nogle gode inputs og lidt at tænke over og
dermed en liste med ting vi skal have
drøftet igennem. For mit (Pernille) vedkommende gik
turen dog til min dyne, hvor jeg kunne pleje
min forkølelse. I næste uge skal vi ud på Amagerforbrænding og ud til plejehjemmet i
Gentofte og foretage nogle interviews.
Snøft... vi
er ramt af forkølelse
Tirsdag den 4. sep.
Så er efteråret
kommet og det samme er
efterårsforkølelserne.
Vi falder som
dominobrikker. Når den ene er ved at komme
sig dukker den næste under. Næsen løber, det
gør ondt i halsen og hovedet vejer 10 kg
mere end normalt. S.U’en er brugt på kamille
the, lommeletter, halspastiller og en masse
vitaminholdige frugter. Og hjælper det? Ja –
det håber vi da.
Det er en
svær balance med sygdom når man skriver
speciale. Man kan ikke bare melde sig syg,
som man kan på arbejdet. Man synes jo godt
at man kan sidde hjemme foran computeren og
skrive lidt. Det føles som SÅ meget spild af
tid, at tilbringe en dag i sengen. Men det
er jo nok det en forkølelse kræver, hvis man
skal komme hurtigt på benene igen.
I morgen skal
vi ind til integrationsministeriet og lægge
en plan for vores samarbejde med dem omkring
vores speciale og bagefter skal vi hele
vejen til RUC til vejledermøde. Vi har endnu
ikke fået en afklaring med hensyn til om vi
kan gennemføre vores
spørgeskemaundersøgelse. Det begynder at
blive kritisk …
Svært at
få booket interviews
Fredag den 31. august. Hvad vi troede tog et par
timer viste sig at tage næsten en hel uge. I denne uge har vi arbejdet
på at få aftalt møder med vores cases. Vi
skal have afklaret, hvorvidt vi kan
gennemføre de interviews vi vil og om vi kan
udsende spørgeskema. Det er travle mennesker vi har fat i og
det er vanskeligt bare at få fat i dem over
telefon og e-mail. I dag har vi fået booket
møder med alle vores cases. Vi mangler
stadig at få en endelig afklaring mht. vores
survey. Vi er meget opsatte på at komme i
gang: Ud at snakke med dem det hele handler
om nu. Ellers arbejder vi fortsat videre med
teori og metode. Vi har travlt med er fortsat ved godt
mod.
Spørgeskema
er færdigt
Onsdag den 22. august. JUBIIII! Så har vi
udarbejdet spørgeskema til medarbejdere og
ledelse samt spørgsmål til interviewguide.
Hele dagen har vi knoklet (næsten). Vi er
selv ret tilfredse selvom der stadig er lidt
for mange spørgsmål.
Næste skridt er, at få taget
kontakt til vores cases og sige, at vi er
klar parat! Mens vi venter arbejder vi
videre med teori og metode.
Knokler
med interviewguides
Tirsdag den 21.
august. I dag sad vi
spændt foran Tv’et for at se, om vores
kære Statsminister udskrev valg. Det skete
ikke.
Nåhh
tilbage til specialet. I onsdags var vi ude
i Competencehouse, hvor vi fik en
introduktion til deres surveyplatform. Det
virkede rigtig, rigtig godt. Og med lidt
hjælp og assistance burde vi kunne finde ud
af at bruge det. I mens har vi arbejdet med
at udarbejde spørgsmål til interviewguides
og survey.
I dag
har vi gennemgået første udkast til
interviewguide. Vi havde ALT for mange
spørgsmål. Vi startede med 45 spørgsmål til
medarbejdere, men fik kortet det ned til 30.
Det har været svært at bevare overblikket.
Det er
jo så afgørende at vi får stillet de rigtige
spørgsmål og vi får brugt teorien, som vi
gerne vil.
Det tog pusten fra os. Vi
nåede ikke igennem vores dagsorden. Vi
besluttede at fortsætte arbejdet med
interviewguide til ledere og spørgsmål
til spørgeskemaet i morgen.
Dejligt at vi er ved at
have disse meget grundlæggende og meget
vigtige ting i forhold til resten af
vores undersøgelse på plads.
|
Shhh.. Pernille sover! |
Vi har delt
os
Fredag den 14. august. Vi har delt os. Signe og Lone
sidder og udarbejder spørgsmål til
spørgeskema og interviewguide. Jeg
(Pernille) sidder
med det sidste afsnit i vores teorikapitel.
I morgen skal vi ud til Lones arbejde, Competencehouse, hvor Lones mor skal give os
en introduktion til deres
surveyplatform. Det bliver spændende om vi
kan bruge det - og ikke mindst om vi kan
finde ud af det. Vi har fået tilbagemelding
fra vores kontaktperson på Amagerforbrænding.
Han har sagt god for vores "salgsbrev" og
sender det nu videre til ledelsen. Vi
krydser fingre. Derudover har vi lavet en opbygning
af specialet, som nu er lagt op. Vi kommer
til at få problemer med sideantallet. Det må
max fylde 100 sider... Men vi må stramme
garnet og få dræbt nogle af de tomme
sætninger. Det må da hjælpe lidt... Det skal
det.
I kan se opbygningen
her>>
TO-DO-liste
er lavet
Fredag den 19. august.
Siden sidste uge har vi arbejdet med at
rette og justere teori i forhold til de
kommentarer vi havde til hinandens afsnit. I
dag tog vi turen mod RUC for at få afklaret
en række forskellige ting, som krævede tavle
og kridt.
Vi fik skrevet et brev til Amagerforbrænding, hvor vi fortalte nærmere om,
hvad vi helt konkret skulle bruge af dem, og
hvad de ville kunne få ud af et samarbejde
med os. Derudover drøftede vi en lidt større
ting, nemlig vores analysestrategi og
hvordan vi skal bruge og operationalisere
den teori vi har sat sammen.
I næste uge vil vi se på interviewguide
og spørgeskema. Derudover skal vi skrive
afsnittet omkring udfordringer i forhold
til innovation i den offentlige sektor.
Vi har lige pludselig gang i en masse
ting. Vi har derfor udarbejdet en "kort"
TO DO - LISTE, så vi kan se hvad vi skal
huske at få lavet og som vi ikke må
glemme, at få ind i specialet.
Listen kan ses her >> |
|
Spændende
rundvisning på Amagerforbrænding
Fredag den 3. august.
I dag gik turen til
Amagerforbrænding. Vi skulle ud at
besøge dem for at snakke nærmere om,
hvorvidt vi kunne bruge dem som case og
for at blive klogere på, hvad det
egentlig er man laver på et
forbrændingsanlæg. Vi fik en rundvisning
(med hjelme). Lugten var ikke lige god -
men det var pokkers imponerende at se,
hvordan de får omdannet alt vores affald
til energi. Det er jo en meget
anderledes type case end dem vi normalt
har arbejdet med - men det gør det bare
endnu mere spændende.
Efter besøget på
forbrændingen holdte vi gruppemøde, hvor
vi gennemgik det vi havde skrevet til
teorien. Vi fik feedback fra hinanden og
skal nu i gang med at skrive 2. udkast
til teorien. |
Billede: Signe på
rundvisning |
Den mest
regnfulde sommer længe
Tirsdag den 31. juli. Tiden flyver. Vi
har holdt lidt sommerferie og starter nu op
igen. For mange
har juli måned været et helvede: Regn, regn
og atter regn. Men for os har det været
fantastisk. Vi har alligevel bare skulle
sidde inde og
skrive på specialet. Vi
har fået arbejdet med vores teori og har
forhåbentlig fundet cases. Vi regner med at
vi har fundet følgende cases: Et plejehjem,
et forbrændingsanlæg samt et departement.
Mht. teori så har vi fået skrevet en del, men der
ligger stadig en del arbejde i at få det
helt på plads. Men det er dejligt at få
taget hul på teorien. Og det har også været
skønt at holde lidt ferie. Nu er
batterierne ladt op igen.
Hvad er det
liiige vi mener?
Onsdag den 9. maj. Så er specialet officielt sat
i gang. Vi arbejder pt. med at finde vores
endelige fokus. Vi vil gerne skrive om
strategisk eller systematisk innovation i
den offentlige sektor. Men hvad er det liiiiige vi mener med det? Ja, det arbejder
vi med at finde ud af. Derudover prøver vi
at finde cases til specialet. Men det er sat
lidt på pause indtil vi har fundet vores
fokus.
Første
vejledermøde gik godt
Søndag den 15. april.
Vi har nu haft vores første
vejledermøde. Det gik godt og det var rart
at hilse på vores vejleder. Vi mødes i
morgen til at finde det endelige fokus for
specialet. Derudover er der sket det, at vi
har fået godkendt vores specialeemne,
hvilket jo er positivt. Vi sendte vores emne
til godkendelse hos studienævnet på
forvaltning. Planen var, at godkendelsen
skulle være på plads således at vi kunne
starte med specialet den 1. maj. Dvs. at fra
1. maj skulle "specialetimeglasset" på 6
mdr. sættes i gang. Da vi indsendte til
godkendelse havde vi regnet med ca. 14 dages
behandlingstid - men det blev godkendt med
det samme. Det vil sige at de 6 måneder er
startet... AGH!
Indledende
interviews er gennemført
Fredag den 22. marts.
Vi har nu gennemført alle vores 4
indledende interviews og skal til at
bearbejde de inputs vi har fået. Vi arbejder
på at få hjemmesiden helt op at køre inden
længe.
Hjemmesiden er oppe at køre
Torsdag den 15. marts. I dag blev vores hjemmeside lagt ud på
nettet. Der er stadig mange mangler. Men den
er der. Stort tak til
Henrik
Jacques Bekke for at hjælpe os med den
tekniske del i forbindelse med at lave
hjemmesiden.
|